Mulige hvalpekøbere vil selvfølgelig få lov til at besøge mig og hvalpekuldet. Jeg ønsker at se en mulig køber “an”, for det er levende væsener jeg sælger. Det er vigtigt for mig, at hvalpen og køber/familien passer sammen.
Det kan lyde hårdt, men jeg har før sagt nej, og jeg vil til enhver tid takke nej til købere, hvis jeg ikke føler der er et “match”.
Efter et besøg er man måske faldet for en hvalp og er parat til at slå til. Jeg anbefaler dog altid at man sover på det. Det skal være noget man også vil dagen efter.
Hvalpe, der står som foreløbig reserveret betyder, at en mulig hvalpekøber har førsteret til at besøge os og hvalpen og eventuelt lægge depositum på hvalpen, før hvalpen kommer til salg på hjemmesiden. Derfor kan vi først vide om hvalpen er reserveret eller kommer til salg, når hvalpen er mellem 4-8 uger gammel. Denne mulige hvalpekøber er oftest, eller rettere sagt altid, en tidligere hvalpekøber eller en person jeg kender rigtig godt, og som har lagt en reservation ind på en hvalp med bestemte ønsker på køn, type og temperament. Personen venter på at jeg som opdrætter hjælper med at finde en hvalp, der opfylder disse ønsker så meget som muligt.
Du er velkommen til at kontakte mig, selv om en hvalp står som foreløbig reserveret, da der er en mulighed for at hvalpen ikke udvikler sig på lige den måde personen har ønsker om, og hvalpen derfor bliver sat til salg.
Står hvalpen som reserveret er der lagt depositum. Da depositum ikke refunderes, er chancen for at den alligevel ikke sælges ikke så stor, men man ved jo aldrig. Hvalpen er ikke solgt før det sidste af købesummen er betalt og hunden er hentet.
Når en køber har besluttet sig, sker følgende:
- der betales et depositum for hvalpen og jeg markerer hvalpen som reserveret på min hjemmeside. Depositum er 3.000,- som fratrækkes købsprisen ved afhentning af hvalpen.
- jeg viser hvalpekøber patella luxation attester på de hunde, der er forfædrene. Også længere ude i stamtavlen end forældrene, såfremt vi ejer dem/har ejet dem. Læs mere om patella luxation her.
- jeg viser hvalpekøber udstillingsbedømmelser på de hunde, der er forfædrene, såfremt vi ejer dem/har ejet dem
- jeg aftaler en dato for afhentning